|
Askepots misundelige søstre udnytter hendes venlighed og generøsitet -
og ubevidst hader de sig selv for at gøre det og for ikke at være som
hende. Det er ikke rare følelser at bære på, og søstrene forsvarer sig
imod dem ved at foragte og nedgøre Askepot. For jo mindre den misundelige
mærker generøsiteten i sig selv, jo mere desperat længes hun efter den.
Da jeg var fem år, fik jeg en lillesøster. Jeg var genert, sky og
reserveret – en typisk, artig førstefødt, der var vant til enebarnets
opmærksomhed og kunne læse, være alene hjemme og synge engelske
børnesange. Meget hurtigt viste det sig, at min søster var min absolutte
modsætning: hun råbte op, lavede ballade og gik i alle mennesker med
træsko på. Hendes væsen var åbent, lattermildt og uhøjtideligt, og hun var
køn med violblå mandeløjne og store, askeblonde krøller, mens jeg rakte
tunge ad mine egne tynde, stride fletninger og mit vandblå blik i spejlet
Når vi fik godter, delte hun rundhåndet sine ud, og jeg rugede gerrigt
over alt, hvad der
 var mit. Den ubærlige misundelse betød, at jeg hadede
og foragtede mig selv. Så var jeg mon en kærlig, generøs og beskyttende
storesøster? Ikke dét, der
ligner.
den trebenede pingvin
Misundelse er den ubehagelige trang til at eje noget, som en anden har
og den endnu mere væmmelige følelse af ikke selv at have det. Jeg ville
gerne have min søsters egenskaber og udseende, og tænk nu, hvis jeg ikke
var blevet skammet mig ud, når jeg drillede og misundte hende. Hvad mon
der var sket, hvis mine forældre i stedet havde hjulpet mig med at
fokusere på nogle af de talenter, jeg selv havde: ”Det er da klart, at du
gerne vil ligne hende, for hun er også sjov, charmerende og yndig. Og du
er…”. Jeg var for eksempel en dygtig klaverspiller, havde en smuk
sangstemme, kunne læse og skrive allerede som fireårig og var god til
højdespring. Min søster lærte aldrig at spille, var sen til at læse og
nogenlunde lige så god til at løbe som en trebenet pingvin.
hundelort med chokoladeovertræk
I mange år misundte jeg dem, som i mine øjne navigerede gennem livet
med en smidighed og kreativitet, som jeg ikke mestrede, mens jeg jeg følte
mig snydt for alt det gode og spændende. Som om de andre havde fået gaver
og udmærkelser, som var uopnåelige for mig. Alice i gymnasieklassen, som
var både smuk og klog. Min lærerkollega, som var elsket af børnene og højt
respekteret af forældrene. Min kvindelige leder i IT-branchen, som fik
bedre løn, sjovere opgaver og mere ansvar end jeg. Og jeg hadede og
foragtede dem mere eller mindre åbenlyst for det - og ville hellere spise
hundelort med chokoladeovertræk end at indrømme min ætsende, uværdige og
barnlige misundelse. Den var så skamfuld, at jeg måtte gemme den dybt i
mig selv.
offer for din egen misundelse
Alle mennesker har forskellige evner, talenter og besiddelser, o g
misundelse skabes ikke af selve forskellighederne. De er bare en ventil
for misundelsen – uanset om den gælder en andens ejendele og resultater
eller deres evner. Det mærkelige er, at vi kan blive misundelige og vrede
på andre, som egentlig ikke selv kan gøre for, at de har det vi misunder
dem.
Hvis du ikke kan blive gravid og derfor misunder naboen hendes
femlinger, hvad er så egentlig hendes andel i dét? Det er jo ikke hende,
der har bestemt at hun selv skal være fertil og at du ikke skal. Eller
hvis du misunder Helena Christensen, at hun har olivenfarvet hud og lange,
slanke ben mens du selv er en albino under middelhøjde – hvad kan du så
opnå andet end at forgifte dig selv og din dag? Hvis du elsker din
veninde, men ikke kan holde ud at være sammen med hende, fordi hun er
slank, begavet og lykkelig i sin eksklusive tosomheds stokroseidyl mens du
selv kæmper med ridebukselår, ordblindhed, en nedslidt toværelses med
udsigt til Ringvejen og en hær af kyssede frøer, der bare ikke VIL blive
til prinser – hvem går det så mest ud over? Du risikerer at miste en god
veninde, og det gør hun også. Men bliver du lykkeligere af dét?
jantelovens åg
Hvorfor er verden så uretfærdig? Hvorfor er lykken kun for de få?
spørger Kim Larsen, den gamle hankat, på sin sidste CD. Og nyheden er, at
det er den heller ikke! Men verden er bare ikke retfærdig. Der findes ikke
retfærdighed i Universet – det er et menneskeligt koncept, som har givet
inspiration til Aksel Sandemoses Jantelov. For den er grundlagt på netop
sammenligning og misundelse, og den tynger som et åg på vores skuldre og
gennemsyrer vores folkesjæl på mange måder. I Danmark er idealet den
totale lighed. Som velfærdsjunkier skriger vi på millimeterretfærdighed og
lige mange goder til alle, mens succes med hensyn til indkomst, friværdi
og karriere nærmest giver anledning til misundelseslynchning af den, der
ikke er lidt skamfuld over, at det går hende godt. I USA (hvor jeg har nær
familie) viser man stolt sin fede bil frem og fortæller vidt og bredt om
sine succes’er. Her gemmer man Porschen i garagen for at den ikke skal få
misundelsesskrammer, lavet med en gadedørsnøgle, og hvis man overhovedet
nævner sin succes, sker det afdæmpet og helst med en tone af nedgørenhed:
”Årh, det var ikke så svært” eller ”Jeg har bare været heldig.”
den lille, misundelige pige
Min første terapeut tog min misundelse frem i lyset, som om det var en
helt acceptabel hverdagsfølelse uden tabu og tystys. Hun bad mig
visualisere den lille femårige pige med de tynde fletninger og anerkende
alt det hos hende, som hun aldrig var blevet anerkendt for – og det
forunderlige skete: jeg kunne tydeligt mærke, at den lille pige faktisk
var ligeglad med sin søsters evner og yndigheder, da hun blev bevidst om
sine egne. Og så dæmrede det for mig: Vejen væk var at holde op med at
sammenligne mig selv med andre. At anerkende mig selv.
Jeg bestemte mig til at acceptere misundelse som en følelse på linie
med alle andre ’positive’ følelser og begyndte at bruge og respektere den
i stedet for at underkaste mig den og skjule den.
Når jeg i dag mærker misundelsen røre på sig, ved jeg, at her er noget,
jeg ønsker mig, og så anerkender jeg dets værdi. Et eksempel: En af mine
veninder tager de mest fantastiske fotografier. Hendes farvesans er helt
uovertruffen (mens jeg selv i 1969 blev bortvist fra oliemalerkurset på
Holbæk Kunsthøjskole for uudholdelig talentløshed). I stedet for at
misunde hende har jeg opdaget, hvor glad og generøs jeg bliver af at
anerkende hendes talent og åbenlyst udtrykke min beundring og begejstring.
Og miraklet sker: hun bliver glad og begynder til gengæld at fortælle mig,
hvor meget hun holder af at læse min bøger. I stedet for misundelsen har
jeg altså fået en glad veninde, en masse ros og anerkendelse - samtidig
med at jeg meget bedre kan lide mig selv, når jeg er generøs end når jeg
er gerrig, smålig og fedtet.
|
